JAKOB NØRREGÅRD - THE WORLDS UNTIL NOW BIGGEST ARTWORK - SUNSHIP


25. september - 16. oktober 2009


Se interview af Anders Gaardbooe Jensen fra kopenhagen her: http://www.kopenhagen.dk/index.php?id=19630

Med et af sine nye arbejder tager Maleren Jakob Nørregård, et voldsomt volumenmæssigt spring d. 25. september hvor han i Gallery Poulsen præsenterer Verdens hidtil største kunstværk.

I en enorm kugleform, 3 lysår i radius, centreret om en strandsten som kunstneren har fundet ved Vesterhavet, strækker værket sig over et solsystem, uendelige vidder af tomt rum og en ukendt mængde Dark Matter.

Trods det simple idégrundlag er værket på ingen måde begrænset til den flintesten, der definerer værkets centrum. Omkring stenen er der bygget et bemalet rum, hvortil kun børn på under 11 år kan få adgang, (af den simple årsag at børn ikke besidder voksnes abstraktionsevner og derfor bør have et direkte sanseindtryk.) De voksne må så nøjes med at se på den lille del af værket der omgiver dem i deres dagligdag. Kunstværket foregår desuden på internettet, hvor billeder, tekster og interviews forklarer de forskellige aspekter af værket. (theworldsuntilnowbiggestartwork.net )

Med afsæt i Piero Manzoni, og traditionen fra dada, fluxus og konceptkunsten som den blev udøvet i den engelske kunstnergruppe Art & Language, har Jakob Nørregård skabt et værk, der polemiserer mod tidens mest ørkesløse tendenser: Den såkaldte politiske kunst, den genopvagte rindalisme, den psykosociale identitetsopfattelse og det efterhånden lidt trætte maleri (som han i øvrigt selv udøver.) Ene og alene ved at pege mod himlen.



På trods af sit forsæt om at lade maleriet hvile har Jakob Nørregård desuden lavet søsterudstillingen Sun Ship. Her påtager kunstneren sig at fortolke vores kosmologiske forestillinger i en række malerier med titler som: Ormehul, Begivenheds horisont, Tyngdekraft, Mørkt stof og Varmedød. På trods af den åbenlyse reference til fysikken, er udstillingen i mindst lige så høj grad en afsøgning af sproget, kunsten og ikke mindst maleriets grænser. I maleriet Varmedød er der for hver arbejdsgang blevet placeret et lille sort/hvid print af maleriet i dets daværende tilstand og kompositionen tildækkes således mere og mere af sin egen process; i maleriet Mørkt stof er bunden skabt af billeder fra kunstnerens samling af digitale billeder hentet på nettet og printet ud, en slags kunstnerisk mørkt stof.

Udstillingens titel Sun ship, er hentet fra John Coltrane Quartets sidste plade. En plade hvor enhver kendt jazzform var fjernet og hvor musikkerne improviserede frit over simple nye principper. Pladen er dog umiskendeligt jazz og det er måske pointen. Maleri er umiskendeligt maleri.


Jakob Nørregård er født 1969, og har studeret på Det kongelige danske Kunstakademi 1992 - 1998.


__________________________________________________________________________

Information


Der er fernisering på The Worlds Until Now Biggest Artwork & Sunship, fredag den 25. september fra kl. 17.00 til 20.00. Udstillingen løber frem til den 16. oktober.

Udstillingen er en dobbeltudstilling med Mikkel Carl


Gallery Poulsen Contemporary Fine Arts
Frederiksholms Kanal 4, st. th. Gården
1220 Kbh. K. Tlf.+45 4015 5588
www.gallerypoulsen.com
[email protected]

Opening hours: Wednesday thru Friday 13 -17, Saturday and every other day, by appointment, tel +45-40 15 55 88

__________________________________________________________________________

Din vare er nu tilføjet til indkøbskurven