MIKKEL CARL - EVIL IS IN THE EYE OF THE BEHOLDER


25. september - 16. oktober 2009


Med stor energi og et koncentreret teoretisk afsæt forsøger kunstneren Mikkel Carl at drive dele af avantgardens gamle projekt - readymade og appropriation - fremad og forbi nogle af de indbyggede faldgruber.

Med udstillingen Evil is in the eye of the beholder har han skabt en række værker, hvis referencer primært udspringer af det abstrakte maleris mest konsekvente manifestation: Malevich' sorte kvadrat. Ved hjælp af diverse materialer opspændt på blindramme sammenholder Mikkel Carl den sproglige og referentielle ramme, som værkerne udspringer af, med materialiteten i sin konkrete indramning. På lignende vis er billedet blevet fjernet fra en reproduktion af et fotografi, og en IKEA-reol står samlet på vrangen.

Med disse minimale greb drager Mikkel Carl videre ud ad en vej, som ellers er endt i æstetisk defaistiske udsigelser - der altid ser sig selv som de sidste - eller som helt er blevet opgivet til fordel for sociologiens absolutte erkendelseshorisont. Han insisterer på at åbne diskussionen igen, eller måske rettere, at den overhovedet aldrig har været lukket.

Mikkel Carl fastholder, at der er en produktiv dobbeltvirkning mellem sproget og materien, som i titelværket Evil is in eye of the beholder, hvor denne relation netop sidestilles med forholdet mellem de sært forbundne kar: etikken og æstetikken. Et smukt stykke guldfolie udstilles som maleri. I virkeligheden drejer det sig om et såkaldt "anti-shock"-tæppe, der - som et ikon for Løgstrups spontane livsytring - bruges til at svøbe ofre for ulykker og naturkatastrofer. Materialets evne til reflektion modvirker varmetabet, og der står man så konfronteret med sig selv som betragter.


Mikkel Carl er født 1976 og har studeret på Det kongelige danske Kunstakademi 2003-2009.

__________________________________________________________________________

Information


Der er fernisering på Evil is in the eye of the beholder, fredag den 25. september fra kl. 17.00 til 20.00. Udstillingen løber frem til den 16. oktober.

Udstillingen er en dobbeltudstilling med Jakob Nørregård


Gallery Poulsen Contemporary Fine Arts
Frederiksholms Kanal 4, st. th. Gården
1220 Kbh. K. Tlf.+45 4015 5588
www.gallerypoulsen.com
[email protected]

Opening hours: Wednesday thru Friday 13 -17, Saturday and every other day, by appointment, tel +45-40 15 55 88

__________________________________________________________________________