SMIKE KÄSZNER - DAS ABSOLUT ABSTRAKTES IST DAS TOTALES HALAL 2009


3. April - 6. maj

 
Overvejelser om det ultimative abstrakte
(i forbindelse med udstillingen: das
absolut abstraktes ist das totales halal)

Det ultimative abstrakte maleri fremkommer ved splatten. Farven slynges mod
objektet og fortsætter i blinde prisgivet tilfældigheden. Hvordan malingen lander
er derfor ganske uforudsigeligt. Fra farven forlader penslen eller bøtten - og
dermed hånden - er den om man vil, overladt til Guds vilje.

Uanset beskuerens indgang til værket, er splatmaleriet legitimt. Splatmaleriet er
dehumaniseret. Der findes ingen spor der kan tolkes som værende politiske,
sexistiske eller racistiske. Ej heller religiøse. Enhver repræsentation af
virkeligheden er fraværende. Der er, med en term der anvendes stadigt mere
alment, tale om halal ("tilladt").

Det ultimative abstrakte værk indtager derfor en særstatus indenfor
globalæstetikken - hvor alle mødes og hvor der gerne skal være plads til alle.
Eneste undtagelse er når naturen eller Gud, afhængig af ens udgangspunkt, lader
tilfældigheden ved splatten falde sådan ud at det pludselig viser - f.eks. Gud
(ligesom når Kristus har vist sit ansigt i toastbrød, tortillas, tandlæge
røntgenbilleder m.m. og Allah har skrevet hellige inskriptioner på fisk,
vandmeloner, æg m.m.).

Selve det ultimative abstrakte maleri finder dog en helt anden pendant ude i
virkeligheden - nemlig eksplosionen. Det fastfrosne splitsekund leveret af
fotografiet, der viser at eksplosionen rummer den samme art kaos som splatten.

Det ultimative kaotiske værk må være en orkestrering af atombombesprænginger.
Det vil også være en forening af det sublime og det
skønne i kantiansk forstand. Jeg har tidligere skrevet til den amerikanske
præsident og spurgt om jeg måtte være "dirigent" ved en evt. konflikt der
involverede atomvåben. Men jeg har ikke fået noget svar.

Mindre kan også gøre det. Luftvåbnet anvender tomme beholdere i forbindelse
med øvelsesbombninger. Forestil dig nu en beholder fyldt med flere hundrede
liter kadmium grøngullig fare mod sit mål med over 1.000 kilometer i timen -
efterfulgt et splitsekund senere af flere hundrede liter kadmium dyb rød, citron
gul, azurblå, neon orange... det ville være et hidtil uset abstrakt værk. Lad mig stå
for en stor Nato øvelse, hvor skibene rammes igen og igen af alverdens farver!

Men tilbage til hvor vi er. Spørg jer selv: Wollt Ihr das totales abstraktes? Hvis
svaret er ja, ses vi til fernisering, fredag den 3. April kl. 17 - 20 i Gallery Poulsen,
Frederiksholms kanal 4, gården th., 1220 København K. Udstillingen varer frem
til onsdag den 6. maj.

Der vil være malerier af undertegnede. Og fotografier skabt i samarbejde med
Jon Norddahl.

Mvh Smike Käszner - 27.03.09 KBH


__________________________________________________________________________

Information


Der er fernisering på Smike Käszners udstilling fredag den 3. april fra kl. 17 til 20.
Udstillingen løber frem til den 6. maj.

Åbningstider:
Onsdag til fredag 13 - 17
Alle andre dage efter aftale på 4015 5588


Gallery Poulsen Contemporary Fine Arts
Frederiksholms Kanal 4, st. th. Gården
1220 Kbh. K. Tlf.+45 4015 5588
www.gallerypoulsen.com
[email protected]