Ny fotobog portrætterer Riga-forstaden Maskavas Forštate i støvet af Sovjetunionens kollaps

 

Med Leicaen om halsen og cigaretter i lommen kom fotograf Stig Stasig i 1992 helt tæt på den marginaliserede russiske befolkning i Riga-bydelen Maskavas Forštate. 25 år efter genbesøgte han området, og den 20. april 2022 udkommer værket Forštatemed billeder fra dengang og nu.

I 1992 tog fotograf Stig Stasig til Riga. Her fotograferede han i ruinerne af Sovjetunionens kollaps det hårdt belastede russiske kvarter Maskavas Forstate (Moskva-forstaden), hvor ikke engang letterne turde komme.

”Jeg fotograferede mennesker på gaden. Området var en social skraldespand for det sovjetiske bystyre, belastet og berygtet for kriminalitet, prostitution, druk og stoffer ikke mindst ved gangtunnellen Razdevalka, der lokalt var kendt som ”omklædningsrummet”. Rygtet sagde, at hvis man efter mørkets frembrud gik ind i den ene ende, kom man nøgen ud i den anden,” fortæller Stig Stasig.

 

Riga tur-retur

I 2017, præcis 25 år senere, vendte Stig Stasig tilbage til Riga og Maskavas. Han cyklede rundt med de gamle optagelser og fremviste dem til tilfældige personer på gaden. Og langsomt blev der sat både navne og historier på billederne.

”Folk stimlede sammen og udvekslede minder og anekdoter. Det gik op for mig, at jeg havde fotograferet store dele af det kriminelle miljø: gangsterbosser, stik-i-rend-drenge, pengeafpressere, mordere og bankrøvere,” siger Stig Stasig og påpeger, at der blev skabt sammenhæng mellem det anonyme gadefotografi og de personlige beretninger.

En sammenhæng som kan være med til at kaste lys over en større fortælling om de tidligere sovjet-landes udvikling og indre spændinger, forklarer han:

”Bogen er med til at skitsere den sociale marginalisering som fulgte af Sovjetunionens sammenbrud. De menneskelige og sociale omkostninger i overgangen fra plan til markedsøkonomi. Konkret er det svært at forstå, hvor mange, der blev efterladt på perronen. Det vil bogen forsøge at indkredse med udgangspunkt i Maskavas Forstates mikrokosmos,” siger Stig Stasig.

Fotobogen Forštate udkommer den 20. april 2022 med tekst af fotohistoriker Birna Kleivan og design af Michael Jensen fra k grafik. Bogen indeholder 136 sider og 100 sort-hvide billeder og er bundet råt med en åben ryg og kraftigt sort papir. Hertil kommer en limiteret version i kassette med tilhørende signeret og nummeret gravuretryk. Bogen kan købes i alle boghandlere og på www.booklab.dk.

Din vare er nu tilføjet til indkøbskurven